Gå til indhold

Studiejob

Her kan du læse om, hvad du skal gøre, hvis du har et studiejob op til, at du bliver færdig med din uddannelse. Vi guider dig igennem de forskellige løsninger.

Du er altid velkommen til at kontakte os på 70 10 00 18, hvis du har spørgsmål til dit studiejob.

Studiejob

Du vil gerne beholde dit studiejob

Hvis du har et studiejob, hvor du ønsker at fortsætte på deltid, har du mulighed for at søge om supplerende dagpenge. På supplerende dagpenge modregner vi dine arbejdstimer i de timer, hvor du er ledig. Du skal stadig deltage i møder i a-kassen og jobcenteret og søge flere jobs om ugen. Du må ikke være bundet af et opsigelsesvarsel, da du skal kunne starte på et fuldtidsjob uden varsel.

Du har et opsigelsesvarsel

Hvis din kontrakt indebærer et opsigelsesvarsel, skal vi have modtaget en frigørelsesattest fra dig inden for 5 uger. Frigørelsesattesten skal være underskrevet af din arbejdsgiver. Med en frigørelsesattest kan du modtage supplerende dagpenge. Frigørelsesattesten gør det muligt for dig at stoppe på dit studiejob uden varsel, skulle du få tilbudt et job med flere timer end studiejobbet.

Hent frigørelsesattest

Du har ikke et opsigelsesvarsel

Her skal du blot informere os om de timer, du arbejder og ansættelsesforholdet, når du udfylder dit dagpengekort. Er vi i tvivl om noget, kontakter vi dig.

Læs mere om supplerende dagpenge

Du vil gerne stoppe på dit studiejob

Hvis du ikke vil fortsætte på dit studiejob, skal du have opsagt og fratrådt din stilling senest dagen før du afslutter din uddannelse. Ellers går du glip af de første 3 ugers dagpenge, hvilket hedder en karantæne. 

Vi anbefaler, at du afslutter dit studiejob måneden før, du afslutter din uddannelse. Det vil sige, du har sidste dag på sit studiejob i maj, hvis du dimitterer i juni. Har du normal opsigelsesvarsel, skal du derfor opsige din stilling i april. På den måde undgår du en 3 ugers karantæne. 

Kontakt os på 70 10 00 18 inden du opsiger din stilling, så vi kan vejlede dig om din specifikke situation.