Efterlønsbidrag
Betaling til efterlønsordningen giver dig mulighed for at forlade arbejdsmarkedet mindst 3 år før din egentlige pensionsalder. Du kan vælge stadig at arbejde deltid, mens du modtager efterløn.
For at kunne modtage efterløn, skal du begynde at betale til ordningen senest den dag, du fylder 30 år. Du skal betale til ordningen i 30 år og være medlem af en a-kasse i alle årene.
Tilmeld dig efterlønsordningen
Fordele
Du kan modtage efterløn i op til 3 år og trække dig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.
Hvis du vælger at blive på arbejdsmarkedet, frem for at gøre brug af din efterløn, har du mulighed for at få udbetalt en skattefri præmie.
Dit efterlønsbidrag kan også blive overført til din pensionsordning, hvis du vil ud af efterlønsordningen.
Når du betaler til efterlønsordningen, har du også mulighed for at få et seniorjob. Et seniorjob er en mulighed for dig, der er ledig og har opbrugt din dagpengeret tidligst 5 år før, du når din efterlønsalder.
Pris
Efterlønsordningen koster 1.644 kr. (2024) i kvartalet. Det er uanset hvilken a-kasse, du er medlem af. Efterlønsbidraget kan trækkes fra på din selvangivelse ligesom kontingentet for dit a-kassemedlemskab.
Du har mulighed for at holde pause med betaling af dit efterlønsbidrag. Pausen behøver ikke være sammenhængende. Det er muligt at tilmelde sig efterlønsordningen og holde pause med det samme.
Du skal skrive til os, når du ønsker at holde pause med betalingen. Når du vil starte betaling op igen, skriver du til os igen. Det gør du via din a-kasse side. Hvis du ikke holder pause i din indbetaling, stopper vi automatisk bidraget, når du har indbetalt i 30 år.
Tilbagebetaling af efterlønsbidrag
Har du betalt til efterlønsordningen, og ønsker du ikke at gå på efterløn, kan du som regel få bidraget overført til din pensionsordning. Du skal udfylde blanketten tilbagebetaling af efterlønsbidraget.
Når blanketten er udfyldt, skal du kontakte os for nærmere vejledning. Send os en besked her eller ring på 70 10 00 18.
Der kan også opstå tilfælde, hvor du ikke har ret til efterløn. Det kan for eksempel være, hvis du har for store pensioner.
Har du betalt til efterlønsordningen i mindre end 1 år og ønsker du ikke alligevel at være en del af efterlønsordningen, bliver pengene tilbagebetalt på din NemKonto. Her vil der blive trukket Skat af pengene.
Har du betalt til efterlønsordningen i mere end 1 år og ønsker du ikke alligevel at være en del af efterlønsordningen, bliver pengene overført til en pensionsopsparing i dit pensionsselskab eller pengeinstitut.
Hvis du allerede har nået din efterlønsalder, og du ikke ønsker eller kan gå på efterløn, kan bidraget blive udbetalt. Her vil der blive trukket Skat af pengene.
Ring til os på 70 10 00 18, hvis du har brug for råd eller vejledning til betaling af efterlønsordningen. Vi sidder klar til at rådgive dig.